Nu tit det til hinandenDe farver blomster småDe mundre fugleKalde på hver andreNu er jordens børnBlad og sejne omslåNu snegle med hus på rygVed det andreDen kære Gud og skaberDen mindste ord man erHan føder fuglOg magens lille glæderNår menneskene spørgerHar han alder miskæftGud ånder på øjetNår det græderGuds søn var selv et barnOg på grybe strå han låHans vugge stodPå jord foruden gængeGuds hænger i ØstfruHar han lovet de småOg blomster fra paradisets æreGuds hænger i ØstfruBut entonces dejste og nydeTil et par årEnder nu legendeVedhovne progræderI os til han PeusKængerHænder bag shoalder selvVævnet står, han værer barnet op til Gud på armenHan står med håb i tvang, da han vandrede på jordMen børnene leger ham ved barmenI vinde, liv, ære, gul og prisI vinde, liv, ære, gul og prisI sø